Ny formand for Zonta Roskilde
Ny formand for Zonta Roskilde
Birgit Lenhard Hansen har afløst Anne Kühnell som formand for Zonta Roskilde.
For den nye formand handler det om ordentlighed og retfærdighed, ikke kun i Zonta, men også i samfundet. Vigtige elementer når der er behov for at gøre en forskel for andre kvinder.
Birgit har været medlem af Zonta Roskilde i snart syv år og hendes arbejde og engagement er kun blevet større igennem årene. Birgit udtaler, ”I Zonta arbejder vi ikke alene, vores samarbejde med store organisationer er anerkendt og sammen er vi stærke og gør en større forskel. Udover vores fælles projekter i Zonta Roskilde, så er netværket af ressourcestærke lokale kvinder i Roskilde også vigtigt. Det er både givende, inspirerende og så er vi der for hinanden, vi kærer os om hinanden.
Zonta Roskilde blev stiftet i 1987 og består af 27 ressourcestærke kvinder, som med deres meget forskellige kompetencer løfter og skaber forandring når kvinders status på det juridiske, politiske, økonomiske, uddannelses-, sundheds- og erhvervsmæssige område skal forbedres.
25.000,- kr. doneret til Girl Talk
Seneste donation fra Zonta Roskilde var i august, hvor klubben donerede 25.000,- kr. til GirlTalk.dk, en non-profit organisation, der arbejder for at hjælpe unge udsatte piger mellem 12-24 år. Gennem gratis chatrådgivning, åbent forum, samtalegrupper samt psykologsamtaler og foredrag hjælper GirlTalk.dk unge piger igennem livet med alle de udfordringer og valg, der følger med. Her taler man om det hele – alt fra kropslige forandringer, problemer med forældre, lavt selvværd og ensomhed til selvmordstanker, selvskade og spiseforstyrrelser. Direktør, Anna Bjerre, gav på medlemsmødet i august et indblik i Girltalk.dk og modtog donationen på 25.000,- kr. fra Zonta Roskilde.
Ti medlemmer deltog ved distriktsmødet i Island
Ved Zonta International District 13 konferencen i september deltog hele ti medlemmer fra Zonta Roskilde. Distrikt 13 består af Island, Norge, Litauen og Danmark. Konferencen afholdes hvert andet år for at fremme Zonta Internationals projekter, drøfte distriktets drift og virke, samt møde andre Zontians. Dette års konference blev afholdt i Reykjavik, Island og det blev til et glædeligt gensyn for mange og nye bekendtskaber, samt netværk for alle. En tur, som også styrker sammenholdet i Zonta Roskilde og giver inspiration til kommende initiativer i klubben.
100 året fejres i København i 2019.
På distriktsmødet blev det afsløret at København bliver vært for 2019 konferencen. Konference, afholdes fra den 12.-15. september 2019, samme år som Zonta kan fejre 100 året for grundlæggelsen af den første Zonta klub i Buffalo i staten New York i 1919. Ved den konference vil Zonta Roskilde naturligvis være stærkt repræsenteret.
For yderligere information, materiale eller interview, kontakt Dorthe Tronier mail@dorthetronier.dk eller mobil +45 2613 2862.