Zonta Roskilde er særdeles aktiv. Vi skaber både tilbagevendende aktiviteter og nye kommer til.
Luksusloppemarked foran Vikingeskibsmuseet i Roskilde
Søndag d. 10. september 2023 arrangerede Zonta Roskilde for første gang Luksusloppemarked foran Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Der blev solgt tøj, sko, støvler, pynteting, samt sandwiches, kaffe/kage mm. Det var en stor succes med mange besøgende og heldigvis også et rigtigt godt salg, som ubeskåret vil blive doneret til velgørende formål.
Banko & Bobler
Lørdag den 8. oktober 2022 arrangerede Zonta Roskilde igen “Banko & Bobler” i Osted hallen, hvor lidt over 450 havde sikret sig billet til denne festlige aften.
I 2019 afholdt Zonta Roskilde ligeledes Banko & Bobler arrangement.
600 mennesker i alle aldre var samlet til en festlig aften i Ostedhallen. Flere ville gerne have købt billet i ugen op til, men arrangementet kunne ikke rumme flere mennesker. Det var første gang Zonta Roskilde afholdt Banko & Bobler og det var derfor med stor tilfredshed klubben kiggede tilbage på et totalt udsolgt arrangement.
Taskeprojekt – Tasker støtter piger
Et overvældende antal mennesker havde doneret deres brugte tasker til den gode sag da Zonta Roskilde afholdt deres taske weekend i april 2018. Mere end 1.500 tasker blev indsamlet. Også flere kendte havde doneret en taske til den gode sag, bl.a. Grevinde Alexandra af Frederiksborg, sangerinden Kirsten Siggaard, skuespiller Sofie Lassen- Kahlke, Triatlet Michelle Vesterby, Roskildes borgmester Joy Mogensen og Folketingsmedlem Mette Gjerskov. Zonta Roskildes medlemmer kunne glæde sig over, at deres store arbejde resulterede i et overskud på 74.000,- kr. Penge, som ubeskåret blev doneret til kampen mod børneægteskaber i Niger via Zonta International og UNFPA (FN´s befolkningsfond).
Nytårskur i anledningen af Zonta Roskildes 30 års jubilæum
I 2017 fejrede medlemmerne i Zonta Roskilde, at det er 30 år siden den lokale klub startede i Roskilde. Ligesom dengang består klubben i dag af professionelle, initiativrige og ressourcestærke erhvervskvinder, hvor mange af dem har en lang karriere bag sig. Medlemmerne har særligt en ting til fælles når de mødes en gang om måneden, ønsket om at styrke kvinder overalt i verden gennem projekter og ligeledes være talerør for kvinders rettigheder.
Julemarked – Et velbesøgt julemarked giver et økonomisk overskud til kampen for kvinder
Zonta Roskilde har siden 2011 afholdt julemarked til fordel for den gode sag. Medlemmerne producerer selv de ting, som sælges på julemarkedet og det er alt lige fra smykker, engle, gummijuletræer, puder, pileflet, juledekorationer, marmelade til småkager. Her får alle de besøgende mulighed for at finde den perfekte værtindegave, mandelgaven eller julepynten til årets julefest. I gennemsnit indsamles omkring 30.000,- kr. hvert år via julemarkedet,
Modeshow – 200 kvinder støttede kampen mod børneægteskaber i Niger
Tilbage i 2015 afholdt Zonta Roskilde et stort modeshow. Kirsten Siggaard var aftenens konferencier da 200 feststemte kvinder var med til at donere penge til kampen mod børneægteskaber. Velgørenhedsmodeshowet blev afholdt i Peugeot Roskildes lokaler, hvor man i dagens anledning havde kørt bilerne ud for at gøre plads til aftenens catwalk. Der var alt fra det klassiske til sportstøjet, børnetøj, smykker og stemningsfyldt dans på podiet. Det var en fornøjelse for Zonta Roskilde efterfølgende at kunne videregive et flot overskud til Zonta International, som sammen med FN´s befolkningsfond bekæmper børneægteskaber i Niger. Børneægteskaber er en realitet for piger verden over og konsekvenserne er hjerteskærende.