Zonta Roskildes taskeprojekt blev en kæmpe succes.

Pressemeddelelse

Zonta Roskildes taskeprojekt blev en kæmpe succes.

Donerer 74.000 kr.

Regnskabet er nu gjort op og Zonta Roskildes medlemmer kan glæde sig over, at deres store arbejde resulterede i et overskud på 74.000,- kr. Penge som ubeskåret doneres videre til kampen mod børneægteskaber i Niger via Zonta International og UNFPA (FN´s befolkningsfond).

Et overvældende antal mennesker havde doneret brugte tasker til den gode sag og mere end 1.500 tasker blev indsamlet til den store taskeweekend. Også flere kendte havde doneret en taske til den gode sag, bl.a. Grevinde Alexandra af Frederiksborg, sangerinden Kirsten Siggaard, skuespiller Sofie Lassen- Kahlke, Triatlet Michelle Vesterby, Roskildes borgmester Joy Mogensen og Folketingsmedlem Mette Gjerskov.

Det var første gang Zonta Roskilde afholdt et taskesalg. Over en weekend solgte klubben de brugte tasker i Roskilde Kongrescenter, som havde lagt lokaler til det store event, og det blev et velbesøgt arrangement.  De mange gæster var købelystne og meget interesseret i at støtte den gode sag ved at købe en taske eller syv. Pernille Fenger, chef for FN´s Befolkningsfond, besøgte arrangementet om lørdagen og fortalte om vigtigheden af støtte til kampen mod børneægteskaber og den forskel et taskekøb kunne gøre. Søndag fortalte Mette Gjerskov, formand for Folketingets Tværpolitiske Netværk for Seksuel og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder, om betydningen af støtte til de unge piger. Dermed blev der ikke kun indsamlet et særdeles fornemt beløb til kampen mod børneægteskaber, men også skabt synlighed omkring problemerne med børneægteskaber generelt.

Zonta Roskildes formand, Birgit Lenhard Hansen, er overvældet over den store opbakning klubben har mødt og hun er godt klar over succesen ikke kun skyldes medlemmernes store arbejdsindsats. ”Vi skylder alle sponsorer, donorer, taskegivere og taske købere en stor tak.  Uden deres store opbakning og støtte var dette projekt aldrig lykkedes så succesfuldt.  Vi er derfor dybt taknemmelige for den store opbakning vi har fået til vores arrangement. Derfor vil jeg på klubbens og medlemmernes vegne gerne sige tusind tak til alle, som på den ene eller anden måde har været involveret i Zonta Roskildes store taskeprojekt. I har alle været med til at gøre en kæmpe forskel for tusindvis af piger i Niger, tak” udtaler Birgit Lenhard Hansen, formand for Zonta Roskilde.

For yderligere pressemateriale, billeder, spørgsmål og interview kontaktes,

Dorthe Tronier, mobil +45 2613 2862, mail@dorthetronier.dk

Vedhæftede billeder er til fri afbenyttelse i forbindelse med omtale af Zontas taskeprojekt

Zonta Roskilde http://roskilde.zonta.dk/