Godt nytår fra Zonta Roskilde

2020…Vi er sprunget ind i et helt nyt årti.

2019 blev succesrigt og med større økonomisk overskud end nogensinde før.

At se tilbage på året, der er gået, er altid interessant.

For Zonta Roskilde var det et helt særligt år.

Zonta 100 år.

Verden over fejrede Zonta klubber 100 året for Zontas begyndelse. En verdensomspændende frivillig organisation, som i 100 år har styrket kvinder verden over og arbejdet på at opnå større lighed i samfundet. I september blev distriktskonferencen for Danmark, Norge, Island og Litauen afholdt i København, hvor mere end 200 kvinder var samlet fra de respektive lande for at lære af hinanden, skabe netværk og fejre 100 året sammen.

Succesfuldt år for Zonta Roskilde

2019 har været et vildt år for Zonta Roskilde. Klubben har pt. 32 medlemmer. Ønsket om at gøre en forskel for andre er stigende, så nye medlemmer kommer løbende til og netværket af stærke lokale kvinder i Zonta Roskilde vokser.

 

Arrangementer som gør en forskel. Der var totalt udsolgt da 600 mennesker i alle aldre var samlet til en festlig aften i november med Banko & Bobler i Ostedhallen. Resultatet blev et rekordstort overskud for klubben, hvis medlemmer havde knoklet i månedsvis op til det store arrangement og ligeledes var aktive hele aftenen. Senere på måneden afholdt Zonta Roskilde årets traditionelle julemarked. Dagen igennem var markedet godt besøgt og igen i år var der næsten udsolgt ved lukketid. Endnu engang kunne klubben konstatere rekord omsætning og dermed også rekord overskud.

 

Kampen mod børneægteskaber er vigtig

Zonta Roskilde donerer en stor del af beløbet videre til kampen mod børneægteskaber via samarbejdet med UNFPA (FN´s befolkningsfond). Hvert år dør 295.000 kvinder af graviditets- og fødselsrelaterede årsager. Mødredødelighed er en af de væsentligste årsager til dødsfald blandt 15-19 årige piger i udviklingslandene. UNFPA arbejder bl.a. for at stoppe skadelige traditioner som børneægteskab og pigeomskæring. Investering i specielt unge piger, så de kan blive i skole og vente med at få børn til de selv ønsker det, udgør nøglen til at bryde fattigdommes arv. De kan nemlig bidrage positivt til udviklingen. Som voksne kan de investere mere i deres børns sundhed og uddannelse – en positiv spiral til fordel for både den enkelte, familien og samfundet.

2019 gav et overskud på mere end 150.000,- kr. til donationer

Zonta Roskilde fik et overskud på godt 120.000,- kr. efter arrangementet Banko & Bobler og det traditionelle julemarked gav et overskud på godt 30.000,- kr. I alt har de to arrangementer i 2019 givet et overskud på mere end 150.000,- kr. som klubben donerer videre. Udover donationen til kampen mod børneægteskaber har to lokale projekter modtaget støtte. Fodboldpigerne fra FC Lejre årgang 2005/2006 har fået en økonomisk donation, så de kan komme på træningslejr og Roskilde Kvindekrisecenter har modtaget en donation på 10.000,- kr.

2020 klinger godt og vi har gode forventninger til det nye år.

Godt nytår fra Zonta Roskildes medlemmer.

For yderligere materiale, billeder i højere opløsning, spørgsmål mm. Kontakt Dorthe Tronier på mobil 2613 2862 eller mail@dorthetronier.dk  Vedhæftede billeder er til fri afbenyttelse i forbindelse med omtale af Zonta Roskilde.